Gå til hovedindhold

Læring og læreplanstemaer

Børn lærer på alle tidspunkter og i alle situationer, og børn lærer bedst gennem leg. Derfor har vi i Tilst Dagtilbud fokus på, at det samlede pædagogiske tilbud tilbyder differentierede læringsmuligheder, hvor de seks læreplanstemaer er en gennemgående del af det samlede pædagogiske tilbud i alle afdelinger.

Indhold

    Når vi etablerer vores læringsmiljøer, har vi en grundlæggende opmærksomhed på, at al læring foregår på to grundlæggende niveauer. Første niveau handler om, at barnet tilegner sig de grundlæggende færdigheder, det kræver at mestre det nye. Det kan ex. være at vente på tur, lære at hoppe eller sige et nyt ord. Dette trænes på mange forskellige måder i samspil med en voksen, men også på egen hånd.

    Når barnet har udviklet færdigheder starter næste niveau i læreprocessen, hvor barnet anvender og tilpasser færdighederne til den sammenhæng og de relationer, barnet indgår i. Barnet skal lære kun at sige ’nej’, når det mener nej, det skal lære, at nogle steder kan det hoppe ned fra kanten, mens det andre steder er for farligt, og det skal lære at vente på tur både ved gyngen og ved håndvasken.

    Færdigheder og kompetencer udvikles hele tiden, og vi kan ikke skille disse to processer ad i praksis. Men for at sikre at barnet ikke gentagne gange bliver sat i situationer, hvor det ikke har kompetencen til at tilpasse sine færdigheder til konteksten, justerer og tilpasser vi løbende krav og tilbud til barnets nærmeste udviklingszone for, at understøtte barnets muligheder for læring og deltagelse.

    Samtidig holder vi for øje, at der skal mange gentagelser til, fra barnet er i nærmeste udviklingszone, og til barnet mestrer selv. Derfor arbejder vi i Tilst Dagtilbud med ’kan næsten selv’ som en central del af barnets læringsproces, hvor de sidste byggesten, frem til at barnet mestrer noget, lægges. I arbejdet med nærmeste udviklingszone tager vi ligeledes afsæt i, at der er nogle færdigheder og kompetencer, der udvikler sig bedst på bestemte tidspunkter i barnets opvækst. 

    Læreplanstemaerne

    • Alsidig personlig udvikling
    • Krop, sanser og bevægelse
    • Social udvikling
    • Natur, udeliv og science
    • Kommunikation og sprog
    • Kultur, æstetik og fællesskab

    Arbejdet med natur, udeliv og science og kultur, æstetik og fællesskab integreres ind i hverdagens rutiner og aktiviteter. Natur, udeliv og science stimuleres både når børnene laver aktiviteter udendørs eller når udendørsmateriale bringes indenfor. Samtidig er der i læringsmiljøet en gennemgående science tilgang, hvor børnene løbende danner erfaringer med årsagsvirkning og udvikler kompetencen til at kategorisere og systematisere deres omverden.

    Ligeledes er der grundlæggende fokus på at skabe et varieret dynamisk udtryk i samspillet, hvor musik, sang, rytme, følelser og kropslige udtryk er en naturlig del af den fælles kultur for samvær. Derudover er der gennemgående fokus på, at læringsmiljøet understøtter, at børnene kan udtrykke sig alsidigt både gennem kreative aktiviteter og i hverdagens rutiner.

    Sidst opdateret: 20. december 2023