Gå til hovedindhold

Vuggestuen Solstrålen

Velkommen til Vuggestuen Solstrålen - en lille perle i Tilst dagtilbud. Her skaber vi et trygt læringsmiljø, hvor udeliv, leg og positive relationer danner rammen om børnenes hverdag

Indhold

    Vuggestuen Solstrålen

    Vi er et lille børnehus, og det ser vi som en stor styrke. Her kender vi alle hinanden, og de voksne er tæt på, nærværende og tilgængelige i børnenes hverdag. 

    Vi deler børnene i mindre grupper. Det skaber ro, overskuelighed og trygge rammer, hvor hvert barn kan udforske, lege og udvikle sig - samtidig med at vi understøtter stærke og nære børnefællesskaber. 

    Vores lille hus er overskueligt og trygt for små børn at bevæge sig rundt i. Legetøj og redskaber, både ude og inde, er målrettet de yngstes udvikling, nysgerrighed og sikkerhed. Udelivet fylder meget i vores hverdag. Vi har en skøn legeplads, som vi bruger i al slags vejr, og vi er ofte på ture i nærområdet. Med vores ladcykler kommer vi nemt omkring og oplever omverdenen sammen.

    I Solstrålen er stemningen varm - en lille rede hvor det er godt og trygt at være vuggestuebarn.

    Vuggestuen Solstrålen har 3 stuer: 

      • Brumbasserne
      • Lopperne
      • Sommerfuglene

    Hver stue har eget toilet/puslerum. Det giver mulighed for, at børnene, i samarbejde med en nærværende voksen. kan øve sig i rutinerne omkring håndvask, toiletbesøg og bleskift. 

    Stuerne er indrettet i mindre læringsrum, som tager udgangspunkt i den aktuelle børnegruppes behov for leg og læring.

    Ud over stuerne har vi to fællesrum – et stort og et lille – med plads til fysiske lege og aktiviteter, hvor børnenes kropslige udvikling stimuleres. Vi har en lang gang, som er god til løbeleg og er indrettet med små motoriktavler og spejle.  

      

    Vi har to gode garderober, hvor der er ro til at børnene kan øve sig i at tage overtøj af og på. Det giver en oplevelse af mestring og stolthed, når man som lille 'kan selv'.

    Vuggestuen er omgivet af en dejlig stor og indbydende legeplads, som med gode legeredskaber og forskelligartet terræn rummer mange små og varierede læringsrum. Vores legeplads kan opdeles i to, så vi har mulighed for at skabe et mere overskueligt område for de børn, der har brug for det.  

    Vi åbner hver dag klokken 6.30

    6:30-7:15 Tilbyder vi morgenmad til de børn, der ikke har spist hjemmefra. I takt med at der kommer flere børn og voksne til, åbner vi op til fællesrummet.

    8:00 Vi fordeler os på stuerne. Vi prioriterer at skabe ro omkring afleveringen, så alle børn kan få en stille og rolig start på dagen.

    9:00-9:30 Vi holder samling på stuerne, hvor vi synger fagtesange, hilser på hinanden og taler om, hvem der er kommet i vuggestue, og hvem der mangler. Børnene får lidt frugt og brød og en tår at drikke.

    9.30-10.30 Er vi delt op i små grupper, hvor vi leger, tager på tur eller har andre sjove oplevelser som for eksempel kreative og motoriske aktiviteter. Det kan også være, at vi hygger os med at læse i bøger eller bruger tiden på være lidt tættere på en voksen, som de allermindste børn ofte har brug for.

    10.30-11.30 Vi vasker hænder og går til bordet for at spise frokost. Børn og voksne sidder i mindre grupper og spiser sammen, og vi prioriterer at skabe ro og dejlig stemning omkring måltidet, da det har betydning for børnenes madglæde- og mod.  

    11.30-12.00 Børnene puttes. De som kan og har interesse for det, tilbydes at komme på toilettet. Herefter er det ud i krybben og sove en dejlig lur.

    12.00-14.00 De fleste børn sover lur. Nogle af børnene er vågne i dette tidsrum, særligt de yngste, da de ofte har en anden søvnrytme og sover forskudt af de større børn. 

    14.00 Efterhånden som børnene vågner, kommer de til bordet og spiser deres eftermiddagsmadpakker. Dernæst bruger vi eftermiddagen på at lege - både inde og ude på legepladsen.  

    Vuggestuen lukker klokken 17.00 tirsdag, onsdag og torsdag og klokken 16.30 mandag og fredag 

    Vi har frokostordning i vuggestuen. To dage om ugen får vi varm mad, og ugens øvrige dage serverer vi rugbrød, pålæg og grønt. Vi får maden leveret fra ‘Monas’. Via linket kan du læse ugens menu. 

    Ved behov tager vi hensyn til allergener.

    Til eftermiddagsmåltidet skal jeres børn have en madpakke med hjemmefra. Hvis I har brug for inspiration til en god og mættende eftermiddagsmadpakke, vejleder vi jer meget gerne og kommer med ideer til indholdet. 

    Det er vigtigt, at måltiderne er en god og tryg oplevelse for alle børn. Det skaber vi ved at have tydelige rutiner og være nærværende voksne, som har forståelse for det enkeltes barns forudsætning for at deltage i måltidet.

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Traditioner:

    Vi har følgende traditioner for børnene i løbet af året:

    • Børnejulegudstjeneste
    • Mini-julefrokost
    • Fejring af vuggestuens fødselsdag
    • Fastelavn
    • OL-uge i dagtilbuddet

    Temaer:

    I løbet af året sætter vi fokus på to temaer, som vi arbejder med på tværs af stuerne i huset. Det kan for eksempel være 'rim og remser'.

    Fester:

    Vi afholder to fester om året for børn, forældre og søskende. En sommerfest, hvor vi spiser medbragt mad sammen og leger på legepladsen, og en julefest, hvor vi spiser æbleskiver, synger julesange og får besøg af julemanden. 

    Fødselsdage 

    I vuggestuen har vi tradition for at fejre alle børnenes fødselsdage. Det sker på stuen, hvor I som forældre f.eks. kommer med frugt, pizzasnegle, boller eller andet, som børnene nyder. Vi synger fødselsdagssange og sætter det enkelte barn i centrum på en skøn dag. Hvis I som forældre har mulighed for det, er I velkomne til at deltage i fejringen af jeres barns fødselsdag. 

    I er som forældre de vigtigste mennesker i jeres børns liv, og derfor også vores vigtigste samarbejdspartnere.

    Et trygt forældresamarbejde har stor betydning for jeres barns trivsel. Vi prioriterer en åben og ærlig dialog med udgangspunkt i jeres barns læring og udvikling.

    I løbet af barnets tid i vuggestuen har vi følgende planlagte samtaler med jer:

    • En opstartssamtale, hvor vi blandt andet taler om den første tid i vuggestuen, om praktiske ting som tøj m.m., om den daglige kommunikation og om, hvad der kendetegner lige netop jeres barn og jer som familie.  
    • En 3 mdr. samtale, hvor vi taler om, hvordan den første tid i vuggestuen har været for jer som forældre og ikke mindst jeres barn. Hvordan jeres barn har det i vuggestuen, om I er trygge ved vuggestuen m.m.  
    • En samspilssamtale, når jeres barn er ca. 14 måneder (denne kombineres ofte med 3 mdr. samtalen) og igen, når jeres barn er ca. 2,8 år. Til sidstnævnte samtale taler vi også om overgangen til børnehave. 

    Ud over de fastlagte samtaler har vi også dialoger med jer, hvis vi, eller I som forældre, oplever et behov herfor. Dette for at sikre jeres barns udvikling og trivsel og i forhold til at bevare det gode og tætte samarbejde mellem hjem og vuggestue.  

    Uddrag af vores værdier for forældresamarbejdet i Solstrålen

    • Vi hilser alle børn og forældre velkommen og prioriterer en nærværende dialog om barnets trivsel og udvikling.
    • Vi inddrager forældrene i vores faglige overvejelser og tager udgangspunkt i barnet i sin helhed
    • Vi lytter til forældrenes perspektiver og møder dem med respekt og ærlighed i samarbejdet  

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

    I vuggestuen Solstrålen ser vi det at sikre dit barns udvikling og trivsel som vores fornemmeste opgave.

    Vi justerer løbende vores fysiske og pædagogiske læringsmiljøer og hverdagsrutiner, så de tager udgangspunkt i såvel børnegruppens som det enkelte barns behov og gør børnene til aktive deltagere i leg, fællesskaber, overgange og rutiner.

    Legen er en central del af hverdagen i vuggestuen, hvor vi deler børnene op i mindre grupper og har blik for både at koble os på børnenes initiativer og igangsætte lege og aktiviteter til understøttelse af tidlige lege- og samspilsfærdigheder. 

    Uddrag af vores værdier i et barneperspektiv
    • Vi tilrettelægger aktiviteter, der passer til børnenes behov, og sammensætter børnene, så de kan spejle sig i hinanden og indgå i meningsfulde fællesskaber
    • Vi møder børnene i øjenhøjde med nærvær og respekt. Vi tager deres følelser alvorligt, anerkender dem og taler til og om dem i en venlig og respektfuld tone
    • Vi har blik for børnenes individuelle forudsætninger og skaber læringsrum, hvor de kan deltage og udvikle sig på egne præmisser

     

    Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

     

     

    Her finder I en opsamling på det hidtidige tilsyn i Solstrålen i Tilst dagtilbud. Opsamlingen er udarbejdet af dagtilbudsledelsen og en konsulent fra Børn og Unges forvaltning og er en del af det samlede arbejde med vurderingen af kvaliteten i Aarhus Kommunes dagtilbud. Opsamlingen redegør for arbejdet med kvaliteten i dagtilbuddet.  Der arbejdes og føres løbende tilsyn med kvaliteten i dagtilbuddet i ledelseslinjen.

    Sidst opdateret: 16. marts 2026